Nyerup sier at det er en svensk oversettelse av visa som befant seg i en dr. Zetterstrøms eie i Uppsala som er grunnformen til både Vedels og Syvs versjoner.
Vedel anmerker i sin innledning at visa om Ulf van Jern eller van Bern er “meget gammel og har tvende slags omkvæder, hvilke her begge sættes til hver mands kaar”
Det ene er med i viseteksten her, den andre lyder:
-Men han bærer guld og aumor paa sin haand.
Å legge et silkesnøre rundt sin hjelm under en kamp skulle hindre et dråpslag mot eieren. Her virket ikke trolldommen.
Det var ungen Ulf van Jern
han ganger for kongen at stande
“Ville I laane mig af Eders mænd
min faders død at hævne?
-Det klager den svend som fangen ligger paa heden
“Jeg vil laane dig af mine mænd
som selv ville med dig følge
beder du Vidrik Verlandsøn
saa fremmer du din villie”
“Jeg vil laane dig af mine kjæmper
og helst utaf de bedste
Vidrik og stærken Diderik
de kunne vel kjæmper friste
De ere to kjæmper stærke og bolde
som striden have vundet førre
der ræddes for dem i alle land
hvo deres navn monne høre”
Ind kom Dannerkongen
han skindte som brænnende lue:
“Hvo af Eder, I Dannesvenne!
vil følge min frende til hove?”
Kongen ganger paa gulved frem
med sølvkar i hviden hæænde:
“Hvilke af mine gode hofmænd
vil følge af land min frænde?”
Alle da skjøtte de hætte for mund
og ingen torde kongen svare
foruden Vidrik Verlandsøn
han gjorde deraf en pare
Det var Vidrik Verlandsøn
han gjorde deraf en gammen
“Det var som vi drukke mjød af skaale
kunde vi ellers komme sammen”
Didrik blev saa fyrig i sind
han ivredes ved det ord
han hug hovedet af kjæmper to
kasted dem for kongens fod
Det svared Vidrik Verlandsøn
han tænkte paa heder og ære:
“Skikke vi frem vort sendebud
vi komme ustjaalne, dere!”
Det var ungen Hammer Graa
og han løb vred af by
hvert det mænneske hannem saae
de fældte baade løv og lyd
Det var ungen Hammer Graa
og hannem skinte guld paa bryste
og der kunde hverken høj eller hund
følge den svend til gjæste
Hannem skinte perler paa bryste
hver mand der undrede ved
ingen fugl var under solen saa snar
der ham kunde følge til bed
Ind kom ungen Hammer hin Graa
og stedes han for bord
han var snild i tunge
han kunde vel føje sine ord
“Hil sidde I! kongen af Brattens Vendel
de andre vil jeg ikke nævne
imorgen kommer Ulf van Jern
han vil sin faders død hævne”
“Langt heller maatte han hjemme være
og vogte det fæ under lide
end han tør sende mig saadant bud
imorgen med mig at stride
Bedre var det ham hjemme at være
og krybe en Orm under hald
end han skulle yppe den hadingskiv
der som hans fader faldt
Bedre var det hannem hjemme at tøve
og krybe under torne saa stinde
hans fader stod mig ej hug uden et
han staaer mig selv halv mindre”
“Hør I konge af Brattens Vendel!
I holde tand for tunge
op da voxer den unge rakke
med hvasse tænder i munde
“Der er ingen kjæmper i verden til
der for jeg ræddes tør
foruden Vidrik Verlandsøn
og han er ikke der”
Dertil svare det sændebud
hans ord gjorde kongen vaande:
“Det er Vidrik Verlandsøn som skal striden forstande”
Det var en af kongens kjæmper
han svarede:”Jeg vel veed
hvo han er Vidrik Verlandsøn
hans fader var en smed
En sinde var jeg paa Birtingsborg
som kkjæmper de drukke inde
der ypped han saa underligt et spil
det ganger mig aldrig af sinde
Femten kjæmper slog han til jord
han agted det for en leg
jeg stod saa nær, jag saae derpaa
mine kinder gjordes mig bleg?”
“Hør du goden Hammer Graa!
saa gjerne beder jeg dig
vedst du noget om Vidrik Verlandsøn
du dølge det ikke for mig”
Laae end Vidrik i højeloft syg
og kunde sin hest ej ride
dog finde I vel de Dannesvenne
Eder skulle i marken bide”
Det svared kongen af Brattens Vendel
han svarede som en mand:
“Jeg møder imorgen i høfdings-storm
om hesten mig bære kan”
Opstod en af kongen kjæmper
og saa tog han oppaa:
“Vidrik er en kulbrænders søn
vi ville vel hannem bestaae”
Det fortrød hannem Hammer Graa
han vredes ved de ord
saa slog han den kjæmpe
han faldt der død til jord
Det meldte kongen af Brattens Vendel
han blev saa vred i mod:
“Hvi slogst du min gjæveste kjæmpe
tildøde for min fod?”
Dertil svared Hammer hin Graa:
“Jeg dølger det ikke for dig
endnu kunde jeg det aldrig lide
at nogen spotter Vidrik eller mig”
Bort løb ungen Hammer Graa
han stiltes for Vidrik hin fromme:
“I hvæsse Eders spyd, I skjærpe Eders sværd
imorgen vil kongen komme”
De rede al den mørke nat
alt over den mørke hede
det skinte lys som det var dag
alt udaf vaaben deres
De rede frem over Birtings mark
igjennem Birtings myre
syv hundrede vare de kjæmper stærke
vare læste i brynie dyre
De rede frem for Birting
de rede igjennem Birtings by
der sloge de deres folk i ring
gjorde Vidrik til høvedsmand paany
Paa Birtings hede slog de deres fane
en løve saae man deri flyve
der var saa mangen uskyldig mand
som der maatte miste sit liv
De hugged med sværd, de skjøde med bue
hver som mest han kunde volde
ud saa gik den røde sved
og ilden af deres skjolde
Det var kongen af Brattens Vendel
gjennem gyldne hjelm han saae:
“Hvem er fremmerst i hoben idag
mit folk saa ilde mon gaae?”
Dertil svared den liden smaadreng
der kongen red allernæst:
“Det er Vidrik Verlandsøn
sidder paa sin stærke hest”
Det svared en af kongens kjæmper
thi han vel Vidrik kjænde:
“Det er Vidrik Verlandsøn
han rører Mimring i hænde”
Dertil svared kongen igjen
han saae gjennem hjelmen hin trange:
“Jeg strider ikke imod det skjold
der skinner i hammer og tange
Uselig strider jeg imod det skjold
der skinner i hammer og tange
visselig bliver jeg slagen idag
thi Vidrik tar ingen til fange
Bland hedning og bland christen
der lysted mig at gjæste
foruden hos Vidrik Verlandsøn
det bliver ikke for mit bedste”
Det var kongen af Brattens Vendel
han tog sin hest med spore
han red til Vidrik Verlandsøn
han vilde ham fælde til jord
Det var kongen af Brattens Vendel
og han hug i saa fast
ikke kunde Vidrik andet gjøre
end døde for hans kast
“Nu haver jeg standet dig atten hug
vel flere og ikke færre
du stat mig et for alle dem
alt for din kongelig ære”
“Haver du staaet mig atten hug
hvad de ere flere eller færre
jeg staaer dig lige mange igjen
og bliver ikke konge, des værre”
Saa tog hand en silketraad
bandt om sin hjelm saa rød:
“Det spørg ikke min fæstemø
en smedsvenn hugger mig til døde!”
Vidrik taler til Mimmering:
“Mimmering! Monne du noget due?
det var ikke i femten aar
jeg hug af vredere hu”
Saa holdt han om gyldne haandfang
at blod sprang af neglerod
han hug paa kongens førlyldte hjelm
at odden i sadelen stod
Det var Vidrik Verlandsøn
han holdt under grøne lide:
“Er her nogen af kongens kjæmper
som lyster her mere at stride?”
Nu ligger kongen af Brattens Vendel
og hannem rinder blod hin røde
saa glad var ungen Ulf van Jern
han hævnte sin faders død
Det var ungen Hammer Graa
han blikker op med sine øjne:
“De ligge nu og tie qvær
som mus i første søvne”
Saa glade ride alla Dannerkongens mænd
med Ulf von Jern fra stævne
takked han Vidrik Verlandsøn
hans faders død han hævnte
-Det klager den svend som fangen ligger paa heden
isan nummer
