Denne kjempe har etterlatt seg mer enn to viser, utallige historier har fortalts om Svend som skaffet seg tolv manns styrke i forhandling med en elvekvinne, hvis drikkehorn han stakk av med etter å ha kastet inneholdet bak over seg med følgen at hesten hans mista pelsen der drikken slo ned.
Fødestedet hans sies å være kjent, likeså fins gryter av anseelig størrelse som forteller om hans grådighet, et par sverd sies også å være hans. Stallen der hans hest sto lenka hadde en bekk rennende i gjennom. Vedel har en omfattende inledning til visa, her litt av den:
Denne Svens Felding, hvo og hveden han haver været, er adskillige meninger. Visen siger, at han haver boet paa Helsingborg, maavelske paa Selufsborg, thi det er alle mand vitterligt udi Aarhus stigt, at han haver været bosat og barnefødt udi den skjønne egn mellem Aarhus og Hoternæs.. . . . .Udi Selufs kirkebog findes indtegnet i Calendario, paa latine skrevet, at den gamle Svend Felding er død paa St. Matthiæ apostoli dag; hans hustru Aase paa St. Michaelis dag, deres datter Ingret paa St. Povels Omvendelses dag og hendes søn paanæste onsdag efter Aske onsdag.
Synd, bare at årstallet ikke finns med.
Svend Felding han sidder paa Helsingborg
og roser han af sin færd
han var sig baade mild og blid
han gjorder sig med sit sværd
Svend Felding lover sig en pillegrimsgang
alt indtil Rom at gange
og det lover hver den dansk pillegrim
at han skulde did hen komme
Og de rede ud af Danmark
de vare ikke uden to
og de gjæsted dem udi en stad
han hedder høvdingsø
Og de gjæsted dem udi en hovedstad
den hedder Høvdingsø
og de gjæsted dennem en stolt jomfru
hun var saa ven en mø
Hun satte Svend Felding øverst til bords
bland andre riddere i skare
og da spurgte den stolte jomfru
alt hveden de kommet vare
“I ere ingen fattig pillegrim
os haver iaften gjæstet
jeg ser det paa Eders skjorte smaa
hun er med røde guld fæstet
Jeg ser det paa Eders skjorte smaa
hun er med røde guld fæstet
at I er kongen af Danmark
thi ville I vide vort bedste”
“Ikke er jeg konning af Danmark
og jeg rider ikke saa stærk
jeg er en fattig pillegrim
født udi Danmark
Hør I det, min stolte jomfru!
I lader Eder ikke fortykke
der fødes end børn i Danmark
og end hver med sin lykke
Og nu da sad den skjønne jomfru
og syede hun silkesøm
hver en søm alt der hun syede
hendes øjen runde i strøm
“Og hør I det, min stolte jomfru!
hvi sørger I saa saare?
I siger mig noget af Eders vaande:
jeg løser Eder af den fare
“Her er en rise paa vort land
han vil vort land forøde
han vil ej have anden kost
end fruer og ajomfruer til føde
Her er en trold paa vort land
han vil os vort land frarøve
uden vi kunne faae den mand
som dysten tør med ham prøve
Jeg haver alle mine dage hørt
de danske mænd ere saa fromme
jeg takker nu Gud i himmerig
her maatte en af dem komme”
“Og havde jeg hest og havde jeg harnisk
min ryg var vel tilmaade
da vilde jeg for Eder, min stolte jomfru!
med hannem bryde en stage”
Og de ledte frem trehundrede heste
og de vare alle hvide
den første Sven Felding sadel paalagde
han bugned til jorden som en tige
Og de ledte ud de spanske ørs
deres øjne var meget lyse
Svend Felding strøg dem tømmen over hov`det
saasnart lode de sig kysse
Og det var herr Svend Felding
han klager sig saa saare
“Og havde jeg en hest af Danmark
havde ædt af Danmarks foder!
Jeg førte mig ud af Danmark
vel femten gode guldringe
havde jeg en hest af Jutland
de skulde alle for ham springe”
Og der kom gangendes en møllermand
saa listelig over den mark:
“Og jeg haver mig en dannebroged hest
er fød udi Danmark
Og jeg har mig en dannebroged hest
er fød i Sæbylund
hver den gang han til møllen gaaer
han bær vel femten pund”
“Hør du, goden møller
og lad mig hesten see
ere vi begge danske to
vi bestyre vel valske tre”
Den tid den hest og han kom frem
han var som mølleren sagde
med højen hoft og breden bring
Svend Felding sin sadel paalagde
Han droge af sine handsker smaa
hans hænder vare meget hvide
og selv saa gjorded han sin gode hest
paa svenden torde han ej lide
Han gjorded sin hest med sadelgjord
og saa med sadelgjord tre
det første hesten han rakte sig
og sønder gik alle de
Han gjorded hesten saa overmaade fast
og mest alt over det tykke
hesten faldt for hannem i knæ
Og gjorden udi ti stykker
“Og jeg gik mig af Danmark
med femten gode guldringe
havde jeg en sadelgjord for dem
da vilde jeg lade dem springe
Sende I bud saa bradelig
hen over den grønne hede
I lade den skjønne jomfru tilsige
hun lader sadelgjord rede”
Femten vare de stolte jomfruer
som slyngede guld med alle
før de kunde faae den sadelgjord
Sven Feldings hest kunde holde
De fruer af Hummer, de fruer af Pommer
og mange jomfruer flere
de slynged baade guld og silketøj
som Dannebroge skulde bære
Det var aarle om morgenen
den sadelgjord var rede
syv alen lang og qvarter tyk
fem spand udi sin brede
Den tid den hest han var nu gjordet
og da var han saa vred
at ingen af Østerriges kongens mænd
de torde til ham see
“Og hør du det, min gode hest
og haver du mande vid?
jeg skal dig en prikke linne
alt før jeg stiger til dig
Og hør du det, min gode hest
du spiller som bukkekid
her maa I see, alle tydske riddere!
hvad dansk man haver for sæd
I tage nu hen det kroned sværd
jeg har det forlovet at føre
I hente mig hid en skudemast
jeg mægter hende vel at føre
Det første red de sammen rede
djævelen han var fuld stærk
deres heste begge i kjæerne ginge
og sperrene dreve i mark
“Og det er ingen dyst at ride
jeg vil bare hesten prøve
du møde mig imorgen paa dette sted
jeg skal dig et krogstød give”
Svend Felding han gaaer sig om kirkegaard
han lader sig vel berette
og saa lod han sin brynie beslaae
Vor Herre lod han isætte
“Og hør I det, min stolte jomfru!
I lader Eder ikke fortykke
enten skal han sadelen rømme
eller halsen udi tre stykker”
Og de fulgte ud af staden med
tillige baade mand og qvinde
“Give det Gud i himmerig
Svend Felding han maatte vinde!”
“I lægge nu bort det smalle sper
som I er vante at føre
I tage mig hid min gode staalstang
udi Danmark lod jeg den gjøre”
Det andet red de sammen rede
de hellede var begge saa vrede
troldens hals brast sønder i to
hans hoved drev langt i hede
Hans hoved udi ni, hans ryg udi fem
hans ben i femten stykker-
saa red han til den stolte jomfru
hannem lysted da først at drikke
Ud da ginge de riddere ni
de tage Svend Felding af hest:
“Lande og rige vil vi Eder antvorde
jomfruen om I vil fæste”
“Jeg haver mig en jomfru fæstet
udi Østerlands kongerige
for syv tønder af det røde guld
jeg vil hende ikke svige
I lade kun bygge et muret hus
foruden ved Høvdingsø
I spare der ej for danske pillegrim
enten god vin eller brød”
Der spares ikke for danske hofmænd
enten vin eller fuld godt brød
de bede godt for Svend Feldings navn
han er for langen død
