Jeg seer saa mangt et orlogsskib
under deres forgyldte brande
der er Aller Kjæmpe hin stærke
han agter sig hid til Lande
Kasted de deres anker paa den grund
de glædes ved den havn
tog han, Aller, en aare i haand
han sprang af fremmer stavn
Der de kom i den borgegaard
der axlede de deres skind
saa ginge de udi højeloft
for kongen af Opsal ind
“Hil sidde I konge af Opsal
en herre over Eders bord!
vil I mig Eders yngste datter give
I vider mig god ansvar”
Det var kongen af Opsal
han tøved ikke længe:
“Vi drage først under Vidriks vold
og prøve der vore hofdrenge”
Saa snart var brynien af bjelken rykt
og hjelm over hoved kast
saa segled de under Vidriks vold
de gave sig ingen rast
Ribolt tog sin staalstang paa bag
hannem lysted at see den dands
han tænkte paa sejer af Aller at vinde
han tænkte paa sejerkrans
De sloge sammen med all deres magt
ingen vilde hinanden vige
saa mangen helt satte livet til
sin herre vilde ej svige
Aller hug, faste mere han skjød
han sprang i kongens snække
kongen han blegned som et lig
under sit forgyldte tække
Tak have rige herr Ribolt
han var saa stærk i favn
han slog Aller i havet ud
over kongens forgyldte stavn
Aller kom udi saa liden en baad
saa raskelig monne han roe
de skjøde til hannem med hvassen straale
hannem kunde dog ingen naae
Kongen af Opsal vænder sig om
og seer udi den sø:
“Hisset ser jeg en ryskgalen mand
han segler som fuglen fløj”
“Jeg er ingen ryskgalen mand
men mig tvinger haarden nød
dragen har borte mit meget røde guld
thi var jeg heller død”
“Er det sandhed som du siger af?
du dølge det ikke til skade
du sige os af dit fædreneland
den drage ville vi vel raade”
“Hvor kunde I komme til det land
og træde den drage under fod?
her er imellem saa dybt et vand
og vinden er Eder imod
“Er her imellem den stride strøm
vil børen ej med os staae
da hugge vi ned den store skov
vi gjøre deraf en bro
Hør I det, rige herr Ribolt!
kunde I dragen overvinde
da giver jeg Eder Kolebrand
og andet hvad der er inde”
De vunde op segl saa højt op i raa
saa finge de børen hin blide
end komme de der som dragen var
før Aller fik det at vide
Herr Ribolt støtte paa bjerget saa haardt
staalstangen maatte han oplette:
“Giv mig Kolebrand, det gode sværd
eller jeg skal med dig trette”
“Ikke fanger du Kolebrand idag
det sværd er mig saa kjært
det kommer aldrig udi din haand
medens livet i mig er”
De sloges i dage, de sloges i to
den tredje dag af qvelde
herr Ribolt stod saa mandelig
den drage monne han fælde
Saa tog han det røde guld
som han kunde allermest bære
der han kom under Vidriks vold
mødte hannem tiende værre
“Kongen af Opsal er slagen ihjel
deraf yppes den qvide
slagne er alle dine brødre syv
som troligen med hannem strede”
Det fortrød hannem rige herr Ribolt
han blev saa gram i hue
da gik Kolebrand i hans haand
som brændende ild og lue
De sloges i dage de sloges i fem
førend den kamp fik sin ende
herr Ribolt hug Paa Allers brynie
at odden i hjertet vendte
Da kongens mænd gaae i gaarden
og volden der de saae
de spotted den nøgne herr Ribolt
hans kjortel saa paltug var
“Mine klæder er revne som I see
for jomfruen vil jeg det kjære
de sendte til ham den hampevæv:
“Den sømmer dig bedst at bære
Det svarede den jomfru fin
for hun herr Ribolt kjendte:
“I spotte ikke den fremmede mand
langt bedre maa vi hannem hænde
I lægge bort den graa hampevæv
den bør han ej at slide
fast bedre er det silketjeld
paa jorden under ham brede
Han vog Aller, den kjæmpe stærk
han kunde hannem ej undvige
saa hævnte han min faders død
og sine syv brødre tillige
Der lever ingen i verden til
min faders lande skal have
tager jeg selv den ridder bold
at blive min morgengave”
