Om kjempevisene omhandler brutale hendelser og formidler dette i gammeldags språk uten sirlig ynde, som Grimm antyder, vinner det på sin kraft og enkelhet. Nyerup spør:
Hvor kan et dyrs troskab og hengivenhed fortælles mer rørende end i sangen om Diderik, løven og lindormen?
Han beskriver også inneholdet i tre av visene slik:
. .den ene ikke er som den anden, men hver især i den poesies aand, der, uforgjængelig som et stenbillede, med faa men betydende træk skuer herover fra hin heltetid.
Det var mester kong Diderik
han skulde fra Bern utride
der fandt han den løve og lede lindorm
saa ynkelig monne de stride
-Den lindorm han tog en af
De stridde i dage, de stridde i to
den tredje dag til qvelde
det var da den lede llindorm
den løve i græsset fælde
Det da raabte den løve af nød
der han saaae kongen ride
“Du hjelp mig hr. kongen Diderik!
og skil mig ved denne qvide
Du fri mig, mester kong Diderik!
alt for den øverstes vold
du fri mig for den forgyldte løve
som du fører i dit skjold
Kom mig til trøst, du konning god!
du hjelp mig for dit navn
at jeg staaer malet i dit skjold
saa brændende som en brand”
Længe stod han konning Diderik
og tænkde han herpaa:
Jeg skal hjelpe denne arme løve
ihvorlunde det monne gaae
Det var mester kong Diderik
og han sit sværd uddrog
han fækted med den lede lindorm
og hans sværd stod alt i blod
Den gode herre lod sig ikke sømme
og han hug i saa fast
indtil saa længe hans gode sværd
det midt i hjaltet brast
Den lindorm tog hannem paa sin bag
og hesten under sin tunge
saa lakked han ad bjerget ind
alt til sine elleve unger
Hesten kasted han for sine unger
og manden i en vraa:
“Æder I nu denne lille brad!
jeg vil at sove gaae
Æde I nu dette føje bytte
jeg maa at hvile gange
naar jeg vaagner af søvne igjen
da skulle I manden fange”
Det var mester kong Diderik
han ledte i bjerget omkring
der fandt han det gode sværd
som man kalder Abelring
Han fandt der saa hvast et sværd
og to forgyldte knive:
“Gud naade din sjæl, konning Sigfred!
her haver du ladet dit liv
Jeg har været i mange slag
dertil i herrefærd
aldrig jeg nogentid vidste før
at du var bleven her”
Det var mester kong Diderik
vilde prøve om sværdet kunde due
han hug i den haarde hald
at bjerget stod alt i lue
Det var da den unge lindorm
saae bjerget staae i lue:
“Hvo gjør bonden her ufred
udi sin egen stue?”
Og den gjorde sig saa meget vred
dertil saa meget krus
Hvo gjør bonden saa ufred
udi sit eget hus?”
Meldte det de andre smaa
i vraaen som de laae:
“Vækker du vor moder af søvne
saa ilde vil det dig gaae”
Svared det mester kong Diderik
han var i huen saa gram
“Jeg skal vække din moder af søvn
alt ved saa kold en drøm
Din moder vog konning Sigfred
en saa vlebyrdig mand
det skal jeg paa eder alle hævne
med denne min høyre haand”
Op da vaagned den gamle lindorm
hun blev derved saa bange:
“Hvo gjør mig denne uro
Hvad er denne for en klang?”
“Det er jeg konning Diderik
mig lyster med dig at tale
igaar bar du mig i bjerget ind
alt under din krogeede hale”
“Du hug ikke, konning Diderik!
her er mit røde guld!
det er fast bedre ladt end gjort-
vi blive hinanden huld”
“Jeg troer ikke paa dine falske fund
du vil mig visselig daare
du haver vejet saa mangen helt
det sømmer dig ikke flere”
“Og hør du mester kong Diderik!
du hug mig ikke ihjel
jeg viser dig din fæstemø
hun er i bjerget skjult
Foroven ved mit hoved
der ligge de nøgler smaa
forneden ved mine fødder
der kan du til hende gaae”
“Foroven ved dit hoved
der skal jeg tage paa
forneden ved dine fødder
der skal jeg lade af
Først vog han den lede lindorm
og saa hendes elleve unger
dog kunde han ikke af bjerget komme
for edder og ormetunger
Saa grov han saa dyb en hule
alt for sin venstre fod
at han der ikke skulde omkomme
i edder og ormeblod
Da b andet først konning Diderik
han blev paa løven saa gram
“Forbandet være den løve
og faae baade last og skam!
Det voldte den snedige løve
Gud give hannem men!
Havde han ikke været malet i mit skjold
min hest havde baaret mig end”
Det da hørde den løve saa prude
at kongen klager sig saa:
“Du stat selv fast, konning Diderik!
jeg graver med stærken klo”
Løven grov og konning Diderik hug
bjerget stod alt i glød
havde den løve ikke faaet ham ud
den havde sig sørget tildøde
Der han havde vejet den lede lindorm
ogsaa hendes elleve unger
saa gaaer han af bjerget ud
med brynje og skjold hin tunge
Der han nu kom af bjerget ud
han sørged for sin hest
paa hannem torde han vel lide
de havde hinanden frist
“Hør du, mester kong Diderik
du skal dig ikke saa græmme
du sæt dig paa min brede bag
saa listelig bærer jeg dig frem”
De red over dybe dale
og over de grønne enge
saa frit med hannem den gode løve
løb gjennem skoven trange
Løven og mester kong Diderik
de bleve tilsammen baade
den ene havde den anden frelst
af kummer og megen vaade
Ihvor konning Diderik i marken red
den løve hos hannem løb
og naar han atter stille sad
lagde han sit hoved i hans skjød
Derfor de kaldte hannem løvens ridder
det navn han bar med ære
alle de dage dem livet undtes
de havde hinanden saa kjære
-Den lindorm han tog en af
