En ganske enkel historie som av Suhm antas ikke være eldre enn fra det femtende århundrede, mens Vedel påpeker: Denne digt er fast lige af eens mening med Burmands og Berner Rises viser. Thi herpaa endes de gamle kjæmpers kamp mesteparten at de slaaes enten for styrkes skyld at bevis, eller land at eje, eller frenders død at hævne, eller og for jomfruers deres æres skyld.
Er vel muligt at en del saa skeet er i sandhed, og en part er ogsaa tilsat af hine gamle danske skjalderer og sangmestere.
Melodien passer så fint til denne visa om Grimmer og jomfruen.
Grimmer han gaaer paa gulvet
han kan vel lege med sværd:
“Han kan vel give os Ingeborg
udi vor herres færd
-Nu segler han Grimmer af landet
“Mig tykkes du er saa liden
du kan dig ikke omhugge
hvor du kommer blandt andre kjæmper
de drive dig alt tilrygge”
“Ikke er jeg saa liden
jeg kan mig jo vel værge
naar jeg slaaes med kjæmper
mit sværd kan jeg vel røre
“Kamper boer paa Birtings lande
han er en kjæmpe saa bold
kan du hannem til jorden fælde
min datter maa du volde”
Grimmer ganger af døren ud
baade med harm og sorg
“Hvad svar fik du af fader min?”
sagde hun jomfru Ingeborg
“Kamper boer paa Birtingsborg
et kjæmpenavn monne han bære
kan jeg hannem tildøde slaae
da fanger jeg Eder med ære”
Det meldte hun den unge mø:
“Min fader vil mig forraade
Kamper er Eder alt for stærk
han fører Eder i stor vaade
Men jeg skal laane Eder hjelm saa god
som I maa vel paa lide
jeg faaer Eder brynien saa haard
som sværd skal ej paa bide
Jeg skal give Eder glavind god
og harnisk som I maa bære
det vaaben er ikke i verden til
som derudi skal skjære
Jeg skal give Eder sværdet
og faae Eder det i haand
det bider saa vel det haarde jern
alt som I hug i vand”
Kamper staar paa Bertingsborg
og seer han ud saa vide:
“Vad er det for et lidet vrag
her synes til os fremskride?”
Det var liden hr. Grimmer
han styred sin snekke for land
det var storen Kamper
han rækker hannem viden haand
“Du være velkommen liden Grimmer!
her times dig ingen vaande
jeg giver dig minn søsterdatter
og hælvten af mine lande”
Ikke vilde jeg Jomfru Ingeborg
skulde spørge det hjem til lande
at jeg skulde tage din søsterdatter
og gaae dig saa tilhaande
Vi ville gaae os paa Vimmings høj
og der skal striden staae
en af os skal lived lade
førre vi af kredsen gaae”
Svarede dertil Kamper
han havde saa rask en haand:
“Jeg skal have det største hug
det er udi mit land”
Det første hug der Kamper hug
han var saa grammer i ord
da hug han liden Grimmer
saa han faldt ned til jord
Op da stod liden Grimmer
han dvælde ikke ræt længe:
“Og du skal stande mig et igjen
førend solen ganger til senge”
Det andet hug kom Grimmer til
han hug med højre hænde
han hug i Kampers forgyldte hjælm
at odden i hjærtet vendte
Det meldte Kamper samme stund
han faldt der død til jord:
“Give det Gud i himmerig
det vidste min broder Raadengaard!”
Saa glad var liden Grimmer
den strid den havde faaet en ænde
han tog der guld og meget sølv
førte hjem til jomfruens lande
Nu ligger han Kamper slagen
og hannem rinder blod tildøde
igjen lever Grimmer Ungersvend
tager bort hans guld det røde
Grimmer han dvældes der ikke længe
der han den sejer havde vundet
saa glade seglede alle hans mænd
at de det bytte havde fundet
Jomfruen stande i højenloft
og seer hun ud mot strande:
“Hisset seer jeg min fæstermand
han lægger sin snekke paa sande”
Tak saa have Grimmer hin unge
han holdt saavel sin tro
maanedsdag derefter kom
lod han sit bryllup bo
-Nu segler han Grimmer af landet
