Det var stolten Fru Grimhild
hun lade baade brygge og blande
der var saa mangen fri Helled
hun budet efter sendte

“Du bed dem komme til orlog
du bed dem komme til krig
der skal saa mange fri helled
her miste sit unge liv

Det var Helled Haagens moder
hun drømte saa underligt
at den gode foled styrted
som man skulde hannem udride

“Den drøm han haver at sæde
min kjære søn! giv det gjæm
vogt dig for din søster
hun er saa falsk og slem”

Det var Helled Haagen
han red frem med den strand
han fandt der det mareviv
legte der paa hviden sand

“Sig mig goden maremind!
du est en sandsiger vis
skal jeg slaaes paa hvendske land
og veje de kjæmper med pris?”

“Hør du Helled Haagen
du est en ridder bold
nok saa haver du lande selv
dertil ære og vold

Du haver baade guld og sølv
dertil baade borge og fæste
kommer du paa hvenske land
det bliver ikke for det bedste

Du haver gods og vælde
og dertil guld det røde
kommer du til Hveen iaar
du blive der slagen tildøde”

Det var Helled Haagen
han vredes ved det ord
han slog den arme maareviv
faldt ned til sorten jord

“LIgge du der og hvil
du fule og lede spaaqvinde!
fuld vel ved jeg at værge mig
og sejer af kjæmper at vinde”

De rede udenfor den port
jo to saa herlige mænd
de vare vel klædte i silke
deres heste ginge alt udi spring

De sloge paa de porte
det gjaldt ind i det slot:
“Hvor da est du, portner?
hvi lader du ikke op?”

Det da meldte den portner
saa listelig under sit sind:
“Jeg tør ikke for min frue
lade nogen fremmed ind”

Han gik til Fru Grimhild
og spurgte hende saa brat:
“Der holde to riddere for vor borg
de beder mig strax oplade”

Det da svared Fru Grimhild:
“Det er Folker Spillemand,
det er Helled Haagen
begge mine brødre forsandt”

Ned da ginge de fruer og jomfruer
de sku`de de ridderes gang
de vare smalle i midie
og vel tilmaade lang

Det var stolten Fru Grimhild
slog over sig skarlagens skiud
saa gik hun ud i gaarden
og bad de hellede ind

“Her er lov og borgestue-ret
at ingen sværd maa drage-
mig tykkes det saa ilde være
siden kong Sigfred blev slagen”

“Jeg vog da kong Sigfred
alt med min egen haand
jeg vog og kong Ottelin
han var saa stærk en mand

Da misted jeg min brynie god
dertil min ganger graa
udi de kolde vintre
der vi for Trojen laae

Hun fulgte hannem paa den sal
til hundrede kjæmper s
alle stode mod de to
med dragne sværd i hænde

“Er her nogen kjæmpe ibland
som ædet haver mit brød
der tør slaae min broder
jeg giver hem guld saa rød”

Det da hørte Folker Spillemand
saa snart over bordet sprang
hannem gled sværdet af skede
de dørre af hængsler sank

Der han fik den store staalstang
og da blev han saa glad
han slog vel femten kjæmper
med manddoms styrke og slag

“Eja!” sagde Folker Spillemand
“Nu gaaer min fedel ret!”
Og da slog Helled Haagen
vel tyve i samme færd

Det var stolten Fru Grimhild
hun gjorde sig saa vred:
“Langt heller maatte du hjemme været
end du til os udred

Her er vel hundred enker
før du lader denne strid”
Det svared Helled Haagen:
“Det har du selv saa flidt”

Det var Helled Haagen
han løfted op hjelmen sin:
“Jeg brænder alt saa saare
under haarden brynie min

Jeg er ganske træt og mod
af ganske hjerte min
give det Gud Fader
jeg havde et horn med vin!”

Han strøg op sit hjelmenet
han drak af mandeblod:
“In nomine Domini”
var Helled Haagens ord

Nu ligger alle Grimhilds kjæmper
slagen døde til jord
det haver Helled Haagen
alt med sin broder gjort

“Gud naade dig Folker Spillemand!
som herhos ligger i lig
du brugte din gode staalstang
og det var uden svig”

Vel fireogtyve faldt der for een
de kunde ikke for hannem staae
Dem vog han som en kjæmpe
før han paa jorden laae

“Ak, hjertekære broder!
usselig jeg hid reiste
saa krank var mig min skjebne
at jeg dig her skulde miste

Lever jeg enten dag eller nat
førend de gaaer til ende
min søster skal det gjelde
jeg skal hende slaae eller brænde!”

Den kranke skjebne kom
og sloges hun dertil:
kong Haagens søn lod Grimhild
i bjerget svelte ihjel