Visa samstemmer med Hervararsaga, men navnene er annerledes eller bare forvansket. Helmer heter Hjalmar i sagaen og Angelfyr er Agantyr og tvekampen utspiller seg på Samsø.
Disse brødrene var berserker i følge sagaen, så at prinsessen kaller Angelfyr for et troll og villmann er forståelig, han fekter også med et forgiftet sverd, hvilket bryter mot god stridssed.
Begge dør, men hos Syv avsluttes visa med følgende vers:
Det var Ove i Uthiskjær
og han sit sværd uddrog
det var ungen Angelfyr
han neder til jorden hug
“Lig nu, ungen Angelfyr!
og blodet rinde dig tildøde:
saa ve var jeg til hjertet mit
da jeg saae Helmer bløde”
Alf han boer i Odderskjær
er rig og bold med alle
saa raske da haver han sønner to
de lader sig kjæmper kalde
-Og nu driver ulven paa hviden sand for Norden
Alf han boer i Odderskjær
han haver de sønner saa snilde
de vilde til kongens datter bejle
alt udaf Opsals fjelde
Det var ungen Helmer Kamp
han beder sadle sin hest:
“Vi ville ride os op paa land
og kongens datter fæste”
Det var ungen Adelfyr
han beder opsadle sin hest:
“Og vi vil ride til Opsal
skulde jorden end under os briste!”
Der de kom i den borgegaard
der axlede de deres skind
saa gik de udi højeloft
for kongen af Opsal ind
Ind kom ungen Helmer Kamp
og stæddes han for bord:
“Herre! vil I mig Eders datter give?
I vide mig strax andsvar”
Ind kom ungen Angelfyr
og ham skinned guld paa haand:
“Konge! giv mig datter din
og rømme saa selv af land”
Meldte det kongen af Opsal
og svared saa dertil:
“Ikke giver jeg min datter mand
uden den hun have vil”
“Haver tak, kjæreste fader min!
at i satte kaaret til mig.
Jeg lover mig ungen Helmer Kamp
han bliver vel mand for sig
Ikke vil jeg have Angelfyr
han er saa led en trold
saa er fader og saa er moder
og saa er slægt med alle”
Det svared ungen Angelfyr
han blev i huen saa mod:
“Vi gaae os til bborgegaarden
vi fegte der om hende baade”
Det meldte kongen af Opsal
han svarede saa dertil:
“Sværdene ere skarpe og drengene raske
de maa vel prøve godt spil”
Alf han stander i Odderskjær
han lytter over de fjelde
da maatte han høre saa lang en vej
sine sønners sværd at gjælde
Det hørte Alf af Odderskjær
saa vidt over grønnen hede:
“Hvad monne mine sønner gange udi haand
hvi monne de være saa vrede?”
Han tøvede ej meget længe
han sprang til ganger rød
end kom han til Opsal
før hans sønner laae død
“Sig mig ungen Helmer Kamp
søn allerkjæreste min!
hvorfor rinde dig blodige strømme
saa stride fra kjød og ben?”
Det svared ungen Helmer Kamp
sin vaande klagede saa:
“Det gjorde Angelfyr, broder min
han kunde ej jomfruen faae
Jeg haver vel femten ulivs-saar
de ere med edder blanded
havde jeg bare eet af dem
jeg kunde ikke leve en stund”
“Hør du ungen Angelfyr
og kjæreste sønnen min
hvorfor sidder dit gode sværd
saa ilde i haanden din?”
“Derfor sidder mit gode sværd
saa ilde i min haand
jeg haver vel atten ulivs-saar
det er min højeste vaande
Jeg haver vel atten ulivs saar
de ere mig alle saa onde
havde jeg ikkun eet af dem
jeg levede ikke en stund”
Det var Alf af Odderskjær
han vrider op egen med rot
Han slog til ungen Helmer Kamp
det han faldt død til jord
Nu da ligge de kjæmper to
de ligge baade i een grav
og kongen giver vel datter sin
den svend som hun vil hav
Sørger han Alf i Odderskjær
hans sønner er slagne i hjel
end raader kongen af Opsal
for sin kjære datter selv
-Og nu driver ulven paa hviden sand for norden
