Her hører vi om en Svend Felding som kanhende er i slekt med kjempen Svend i forrige vise, han skal i allefall være uekting fra en familie med makt. Suhm mener: “Den senere Svend Felding, som synes at ha leved i Erik Plogpennings tid; stammede fra den ældre.”
Dermed, om dette stemmer, er visa yngre enn de andre i denne avdelingen av viseboka.
Der stunder ind til Danmark
saa mang en ærlig mand
did komme flere tydske riddere
end jeg nu nævne kan
-De stunder ind til Danmark
Det var Dannerkonning
han heder paa svende to:
“I bede herr Svend Felding
i salen for mig indgaae”
Ind kom herr Svend Felding
og stæddes han for bord:
“Hvad vil I, Dannerkonning?
hvorfoor har i sendt mig ord?”
“Hør du, Kjære Svend Felding!
du skal mit ærende bortfare
du skalt ind til Tydskland
at hænte min hjærtenskjære”
“Skal jeg fare til Tydskland
og hente Eders hjærtenskjære
da veed I vel, Dannerkonning!
jeg kan ikke allene være
Hundre riddere, saavel jærnklædte
og dem skal I mig faae
selv vil jeg min kjortel og kaabe
med maar og sabel underslaae”
Vunde de op deres silkesegl
saa højt i forgyldene raa
saa segled de ind til Tydskland
i mindre end maaneder to
Det kasted de deres anker
alt paa den hvide sand
det var herr Svend Felding
han tren der først paa land
Midt udi den kongsgaard
der axlede de deres skind
saa gaae de udi højeloft
for konge og dronning ind
“Hil sidde I højbaarne konning
alt over Eders brede bord!
kongen udaf Danmark
han haver sendt Eder ord”
“Tage I disse danske riddere
og sætter dem til bord”
Det skede ej med det seneste
han vider de herrer ord
Det svared herr Sven Felding
det første han Juttelille saae:
“Skam da faae dine hænder to
som dine øjen skulde toe!
Skam da faae den tjenesteqvinde
som dig skulde vannet tilbære!
det er sæd i Danmark
de frøkener holdes i tugt og ære”
“Hør du, herr Sven Felding!
du spotte mig ikke af harme
jeg haver det for sanden spurgt
du est et slegfredbarn”
“Og er jeg end et slegfredbarn
da haver jeg frender hin bedste
da maa jeg slide skarlagen rød
og ride med hundrede heste”
Det er aldrig saa arg en skalk
har han et par røde hoser
hvor han kommer i Tydskland frem
han kalder sig være en rose”
“Det er aldrig saa arg en svik
haver hun en spranget lue
hvor hun kommer i Danmark
hun lader sig kalde en frue
Hva hjelper os at tøve her?
tiden den monne skride
min herre han længes hvor os monne gaae
det vilde han gjerne vide
Vil I følge, da er det tid
jeg gjør min herres villie-
den Gud som Eder sammenføjer
kan Eder og snart adskille”
Det var herr Svend Felding
tog Judtelille i sin arm
satte han hende i bunken ned
det gjaldt i hver hendes tarm
De vunde op deres silkesegl
saa højt i forgyldte raa
seglede de til Danmark
i mindre end uger to
Det var herr Svend Felding
han styrer sin snække til land
det var Dannerkonning
han render sin ganger paa sand
Det var herr Svend Felding
han vifter op med sin hat:
“Herre, I sprenge ikke ørs idag
vi have ikke fryden fat!”
Toge de strax den unge brud
førte hende paa det land
hende timtes baade heder og ære
saavel af qvinde som mand
De satte hende i den forgyldte karm
med ædelstene besat
den gav hende Dannerkonning
for han tog hende til ægte
“Lite godt man højt skal sætte
og sjelden see dertil
der er saa mangt i brudeskebens færd
saa underlig løber det spil”
Det svared Jomfru Judtelille
det første hun brudehuset saae:
“Skam da faae de tømmermænd
som lagde vind derpaa!
Skam da faae de tømmermænd
som her toge øl og mad
saa faae herr Svend Felding
som var høvidsmand derad!”
Det meldte herr Svend Felding
han kunde den spot ej lide:
“Vende Eders vogn omkring
ad Tydskland lade I skride
Stolperne ere af silie
og naglerne ere af eg-
dig burde ikke, Jomfru Judte lille
hos Dannerkongen at ligge!”
Det meldte herr Peder Kjæmpe
han var en helled stærk:
“Idag saa vil jeg dyste med dig
om ørs og hundrede mark”
“Nok saa haver jeg guld og penge
og dertil pengesværd
jeg vil dyste med dig idag
for alle jomfruers ære”
Det første red de sammenrede
de hellede vare baade saa stærke
sønder gik Svend Feldings sper
deres skjold blev lagt i mark
Da loe hun, Jomfru Judte lille
hun smiler under skarlagens skind:
“Saadanne er alle mine hofmænd
jeg førte i Danmark ind”
Det var herr Svend Felding
han render til det brudehus:
“Herre, I laaner mig Eders ørs idag
jeg er af dysten fus”
Det svared Dannerkonning
han var hans egen byrd:
“Saa gjerne laaner jeg dig Graaben
mens du har ikke bles her”
De ledte Graaben af stalden ud
bar haglet som en ørn:
“I saa ham herr Svend Felding
han er jo ikke et barn”
De ledte ud snaren Graaben
de lagde guldsadel paa
det er vel mere end vintere ni
siden han sidst solen saae
Det andet red de sammenrede
de hellede vare saa vrede
da knæled herr Peder Kjæmpes hest
hans hoved drev langt i hede
Da græd Jomfru Judte lille
af harme hun hænderne slog:
“Usselig jeg hid til Danmark kom
med stærkeste hellede to”
Da loe han, Dannerkonning
han smiled under skarlagen rød:
“Saadanne er alle de danske hofmænd
som jeg giver klæde og føde”
Aarle om morgenen, det var dag
Fru Judte kræved morgengave:
“I give mig herr Svend Feldings hoved
og andet vil jeg ikke have”
“Jeg giver dig rige borge og slotte
dertil stor rigdom at volde
du fanger ej af mine dannesvende
som jeg skal landet med holde”
Det svared herr Svend Felding
han stod for sig allene:
“Knæler jeg for Judte lille idag
da briste strax mine bene!”
-De stunde ind til Danmark
