Slig kjæmper som Helled Haagen
og hans broder Folker Spillemand
hvor finder man dennem
der man nævne kan?
Frem da traad hun, Bodild;
Helled Haagens moder:
“Mig tykkes det de foler
de alle vare døde
Drømmen kan jeg fuld vel raade
jeg haver dertil forstand
kommer I til hvenske land
det skader saa mang en mand”
De herrer monne udride
som strømmen den randt strid
der fandt de en mareqvinde
sov under den grøne lide
“Vogn op, vogn op, mareqvinde!
du skjønne dejlig` viv
drager jeg til hvenske land
mon jeg fordøjer mit liv?”
“Vend dig, Helled Haagen!
du est en knægt saa bold
du haver paa dit eget land
saa mangen borg og vold
Drag hjem til dit eget land
lad fare den kjæmpekiv
kommer du til din søster
det koster dit unge liv”
Det var Helled Haagen
og han sit sværd uddrog
det var den usle maremind
han hovedet afhug
“Af dig nu er jeg spaaet
og du er bleven blaa
end drager jeg til hvenske land
om jeg kan børen faae”
Frem da rede de hellede to
de funde den færgemand hus:
“Stat op goden færgemand
og gak herud til os!
Hør du hvad jeg siger dig
du mig over sundet føre
jeg giver dig min gode guldring
han vejer vel femten øre”
“Hav du selv din guldring
jeg vil den ikke eje
jeg kommer aldrig paa det sted
jeg bær jo for hannem qvide
Jeg kommer aldrig paa det sted
jeg lider jo for hannem nød
jeg fører dig ikke over idag
Fru Grimhild mig det forbød?”
Og Helled Haagen blev saa vred
alt baade i hu og mod
han hug den færgemand hov`det fra
saavidt da stank hans blod
Saa kasted han det blodig`hoved
midt udi Øresund
saa kasted han kroppen efter
han bad dem findes ved bund
Herr Günter og herr Gernot
de styred det skip fra land
der de kom paa midiesund
da rejste dem vejret til haand
Sønder da gik de aarer
i Folker Spillemands haand
Helled Haagen styred med sit skjold
det skib med nød til land
Der kasted de deres anker
alt paa den hvide sand
det var Helled Haagen
han tren der først paa land
De andre de tøved ej længe
men hver som han kunde bedst
rustede sig saa mandelig
men Folker Spillemand mest
Ude da stander den kurer
han trampler paa de tinde:
“Her er kommet paa vort land
to saa stolt ædelinge
Her er kommet paa vort land
kjæmper og saa modige mænd
de ere klædte i jern
deres heste komme springende frem
Den ene fører en høg
der skinner guld i hans skjold
den andre fører en fedel
en hertugs søn saa bold”
Ude staaer Fru Grimhild
hun kunde vel føje sine ord:
“Han fører ingen fedel
at tjæne ved herrebord
De ere to friske hellede
to ædle hertugebørn
de ere ikke ukjendte
vi ere søskende tre”
Det var greve herr Gunselin
han taler til sine mænd:
“Her kommer Helled Haagen idag
vi holder med hannem en rend
Vi vil fegte med dem idag
og slaae dem alle tildøde
saa mvi volde hans grønne skov
dertil hans guld det røde”
Det da meldte Helled Haagen
forinden ved den dør:
“Det vil jeg med Eder vove
om I jo ellers tør!”
Ud da ginge de svende
saa saare fast de sprunge
alle saa lide de saare ilde
den gamle saavlelsom den unge
Sønder gik det gode sværd
i Folker Spillemands haand
han saae sig oppe over den dør
han ramte en stor staalstang
Han slog i det første slag
vel syv saa raske hofmænd:
“I drottens eget namn” sagde han
“Nu bliver min fedel kjændt
Nu da gaaer min fedel
I danse og springe omkring
mig svedes af stort arbejd
forinden min brynie-ring”
Det var herr grev Gunselin
han traad til Grimhild frem:
“Hjelp os nu mod disse helled haarde
eller skil os af med dem!”
“I slaa nu alle mine gode mænd
som jeg giver brød
i lade jo ikke af at slaae
før Folker ligger død”
“Hør du, søster Grimhild!
mig hugges saa dybe vunder
du hvarst mig aldrig tro eller god
som jeg det nu befinder
Jeg haver nu vaaget
i dage og nætter syv
Jeg hevner vist min bane
førend jeg mister mit liv
Mit gode sværd er borte
og gode jernstang itu
min sorrig vilde jeg glemme
kunde jeg faae værje endnu”
Det svared ungen Odde Jern
han stod hannem alt saa nær:
“Jeg laaner dig mit gode sværd
min broder havde saa kjær
Mig tykkes du er en helled from
og dertil meget stærk
det kan jeg foruden falsk
alt paa din fedelbue mærke”
“Jeg takke dig, unge Obbe Jern!
du est en kjæmpe saa rig
jeg og alle mine brødre
tjene dig igjen uden svig”
Saa hug han Folker Spillemand
det hørtes saa højt i sky
heller vilde han mandelig døe
end skammelig rømme og flye
