nordicballad

Vidrik Verlandsøn er en av de sterkeste kjemper i visenes hendelser, han våger der andre kjemper viker unna og seirer i de fleste dyster, selv der han møter en rise som eter padder og annet ukrutt til frokost.
Vidrik har god hjelp av sin hest Skimming og sverdet Mimring i tvekampen med Langben Rise.

Konning Diderik sidder uti Bern
han roser sig af sin velde
saamangen haver han tvungen
Baade kjæmper og raske helte
-Der stander en borg heder Bern
og der bor i konning Diderik

Kong Diderik stander paa borgen
og ser han ut saa vide

“Gud give jeg vidste de hellede saa sterk
mig torde i marken bide”

Det svarede Mester Hildebrand
for han hade været saa vide
“Der ligger en kjæmpe paa Birtingsberg
tør du hannem vekke og bide?”

“Hør du Mester Hildebrand
du est en kjæmpe saa stærk
Du skal ride fremmerst i skoven idag
og føre vort kongemærke”

Dertil svared Mester Hildebrand
han var en kjæmpe saa vis
“Herre! jeg fører ikke Eders kongemærke idag
thi mig sømmer ikke den pris

Det svared Vidrik Verlandsøn
han talte af fuld god hu
” Jeg vil være den første i hoben idag
igjennem de Birtings skove”

Det meldte han Vidrik Verlandsøn
han svared det af vrede
“De smedesvenne mit sværd så smedte
det bider vel paa staal som klæde

Der vare vel tre hundrede kjæmper
der droge til Birtings land
de ledte efter den Langben Rise
de hannem paa skogen fandt

Det svarede Vidrik Verlandsøn
vi vil prøve et underlig spil
I lade mig ride i skoven først
om I tro mig dertil

Det da svared kong Diderik
han svared det saa for sig
“Finner du Langben Rise
du dølg det ikke for mig

Det var Vidrik Verlandsøn
han rider i skoven frem
der fandt han en liten sti
som neder til risen rann

Det var Vidrik Verlandsøn
han kom paa Birtings hede
der fandt han Langben Rise
han laa både sort og led

Det var Vidrik Verlandsøn
han støter paa risen med skaft
“Du vaagner op, Langben Rise
mig tykkes du sover vel fast”

“Her haver jeg ligget i mange aar
og hviltes paa vildende hede
her kom aldrig den kjæmpe frem
der mig torde vække og bide”

“Her holder jeg Vidrik Verlandsøn
med sværd saa godt ved side
jeg skal dig af søvnen vække
saa saare saa skal du svide”

Det var Langben Rise
han vinked med sit øje
“Hveden kommer os denne svend
der saadanne ord lader lyde?

Hør du favren ungersvend!
jegvil ikke med dig kive
uden du est kommen af ridders æt
giv mig din vaabenprøve”

“Verland heder han fader min
en smed var han saa skjøn
Bodhild hedte min moder
en kongedatter ven

Skrepping heder mit fuld gode skjold
der er udi mangen pil skudt
Blank saa kaldes min stolte hjelm
saa mangt et sværd haver brudt

Skimming heder min ædle hest
er født paa vilden stod
Mimring kalder man mit sværd
er hærdet i kjæmpeblod

Selv heder jeg Vidrik Verlandsøn
udi jern saa er jeg klædt
staar du ikke op paa dine lange ben
jeg gjør dig visselig vred

Hør du Langben Rise!
jeg vil ikke for dig lyve
kongen han holder her utenfor skoven
du skal hannem skatten give”

“Alt det guld som jeg ejer
det gjemmer jeg med stor ære
det vinner ikke en stalddreng af mig
Det skal ingen mand spørge”

Saa ung og liten som jeg er
skal du mig her nu finde
dit hoved vil jeg hugge dig fra
og saa dit meget guld vinde”

Det var Langben Rise
hannem lyster alt længer at sove
“Ride fra mig, du unge helt
om dig lyster længer at leve”

Skimming sprang op med begge sine ben
op midt paa risens side
sønder da gikk hans rifben syv
og saa begyndte de at stride

Det var Langben Rise
greb en staalstang i hænde
han slog et slag efter Vidrik
at stangen i bjerget vendte

Det var Langben Rise
han agtet at slaae saa vist
hesten løb hannem rammet af
det første slag han misted

Det var Langben Rise
og han tog til at jamre
“Nu ligger min stang i bjerget fast
som den var slaget med hamre”

Vidrik lod sig ikke forsømme
han var saa modig i hu
“Vel op Skimming! vend dig om!
og monne du Mimring noget due?”

Han tog Mimering i baade sine hænder
til Langben Rise han rendte
Han hug saa dybt udi hans bryst
at odden i tarmene vendte

Da fik Langben Rise saar
og vaagnet nu først av søvne
saa gjerne havde han det veder gjort
kunde han have faaet den evne

“Forbandet være du Viderik
og saa dit sværd ved din side!
du haver gjort mig saar i bryst
deraf yppes min qvide”

“Jeg skal huggge dig, Rise, saa smaa
som løv blæser blandt støv
uden du viser mig dit liggendefæ
som du haver i denne skov”

“Du lade det, Vidrik Verlandsøn
du hug mig ikke tildøde
jeg skal vise dig til det hus
er takt med guld hin røde”

Vidrik red og risen krøb
saa vidt in ad de skove
de funde det hus med røde guld takt
det skindte som brændende lue
-Der stander en borg heder Bern
og der bor i konning Diderik